Mange virksomheder er grundlagt på en idé eller et produkt, der dengang ramte solar plexus, og måske ligefrem blev en sællert. Men med tiden kan det, der engang var et godt match, have ændret sig så drastisk, at det måske ikke længere er helt så fantastisk et grundlag at stå på.

Bare spørg Kodak, Blockbuster eller Fona. Hvis du ellers kan finde nogen, der ved, hvor de er i dag.

Det er vigtigt hele tiden at holde øje med, hvor verden bevæger sig hen. Er der politiske vinde, trends, teknologiske muligheder, klimaeffekter eller ændrede kundepræferencer, der kan have indflydelse på jeres forretningsmodel?

Skomager, bliv ved din læst. Eller…?

Ikke bare produktet kan blive uddateret, det kan servicepakken også. Og distributionen. Og teknologien. Og i værste fald hele forretningsmodellen.

Videobånd blev pludselig uaktuelle, ligesom både cd’er og DVD’er blev det. Først produktet – siden hele forretningsmodellen. For først blev produktet digitalt, siden abonnementsbaseret.

Gælder det også for jeres idé, produkt, virksomhed – eller måske hele jeres forretningsmodel?

Så hvis du en dag har 5 minutter, skulle du lige lukke øjnene og overveje, om I er ordentligt gearet til fremtiden. Er jeres marked stadig relevant – og er I? Skulle I overveje at justere lidt på set-up’et, eller skulle I måske ligefrem overveje at gentænke hele forretningen?

Det behøver ikke at gøre ondt først

Mange succesfulde virksomheder er udsprunget af bitter nødvendighed, men I behøver ikke vente helt til I står på en brændende platform. Overvej allerede i dag – mens det stadig går godt – om I skulle begynde at udvikle forretningen, blandt andet ved at afprøve og teste nye måder at gøre tingene på.

Måske kan jeres produkt digitaliseres – eller hele servicepakken. Måske kan distributionen skæres skarpere, eller måske skal I supplere eller helt ændre jeres forretningsmodel fra transaktionssalg til leasing eller abonnement? Findes der andre interessante kundesegmenter, og kunne det være relevant at overveje et strategisk partnerskab, der måske kunne flytte hele eller dele af jeres forretning ind i fremtiden? I et blåt ocean?

Tiden er inde til at gentænke den oprindelige idé og overveje, om den stadig er så fantastisk og relevant, som den var en gang – eller om det er tid at lancere en version 2.0, eller måske en 5.4?